Om Danilo

da_DKen_GBit_IT

Om Danilo Marcello Terrida
28.09.1991 – 25.10.2011

Profil-DaniloNogle mennesker har et medfødt instinkt til at ville hjælpe andre. Et instinkt til at stille sig imellem, når åbenlyse uretfærdigheder finder sted, og modet til at beskytte dem, der er svagere end en selv. Sådan en person var Danilo. Med sin medfødte retfærdighedssans som kompas og sin fars italienske temperament som afsæt, fandt han sig ikke i, at små blev mobbet af store, at folk blev holdt udenfor eller at andre blev behandlet dårligt. Han var med andre ord en person, der altid var der for andre, en person man kunne stole på. På trods af nogle hårde første år i sin skoletid med mobning og efterfølgende skoleskift, voksede Danilo op som en glad ung mand, og hans familie husker særligt to interesserer, der opslugte ham. Den ene var en lille blå undulat ved navn Speedy, som Danilo havde haft siden han var otte år. Speedy fulgte Danilo rundt over alt i barndomshjemmet og var en næsten lige så stor kilde til kærlig irritation for resten af familien, som Danilos anden interesse: Efterskole_start_2008_113
Den italienske tenor Andrea Bocelli. Ham var resten af familien nødt til at elske lige så højt som Danilo, for volumen kunne ikke skrues højt nok op, når musikken blev sat på.
Som stor teenager havde Danilo et brændende ønske om at bruge sit arbejdsliv på at hjælpe og være der for andre mennesker. Efter først at have gjort sig tanker om at blive ambulancefører – hvilket han dog var for ung til – valgte Danilo som 18-årig at blive sømand.

Frederikshavn, 10 august 2011

En sømand i maven
Beslutningen kom efter en fantastisk tur med Skoleskibet Danmark, hvor han om bord på det store skib følte sig hjemme og fornøjet. Efter togtet forfulgte han drømmen om livet som sømand og gik i gang med uddannelsen til skibsassistent, hvoraf en del af uddannelsen foregik på Søfartsskolen i Frederikshavn. En tid, der både havde gode og dårlige stunder. Som sjællænder vokset op i udkanten af København, var Frederikshavn langt væk fra både familie og venner, og udsigten til at komme hjem var et stort lyspunkt i horisonten.

Tiden gik dog langsommere end Danilo kunne ønske sig, og han blev rastløs og modløs ved den ofte kedsommelige hverdag i Nordjylland. Sådan forklarede han det selv, når han jævnligt var i kontakt med sine brødre og forældre. De fleste, der har prøvet at være langt væk hjemmefra, vil sikkert kunne genkende Danilos længsel efter hjemstavnen.

Ingen psykisk sygdom

Danilos 20 års fødselsdagsfest 1 oktober 2011

Fordi Danilo ingen sygehistorie havde med psykiske problemer – og aldrig tidligere havde været på antidepressiver – fik hans udlægning af hverdagen i Frederikshavn ingen alarmklokker til at ringe hos familie eller venner. For Danilo var i ordets bedste forstand en almindelig ung mand på 20 år, der aldrig havde givet nogen grund til at frygte, at han skulle tage livet af sig selv. Det var slet ikke en tanke. Og det er netop kernen i historien om Danilo. Intet i hans historie eller i den modgang han havde oplevet tidligere, pegede i retning mod en handling så ekstrem som et selvmord. Det ekstreme indtraf først fredag den 14. oktober 2011, da Danilo over telefonen og under at blive undersøgt fik udskrevet en recept på antidepressiver – også kaldet lykkepiller – af mærket Sertralin.

Begravelse 1 November 2011

Medicinen fik efter få dage hans hjerne til at reagere fuldstændigt modsat af hans sande natur. Medicinens bivirkninger fik tag i ham, og han kunne hverken se retfærdigheden i sin tilstand eller finde sit gamle temperament frem og vinde over lykkepillernes magt. 11 dage efter han fik medicinen udskrevet, tog han sit eget liv. En handling, der på alle måder lå så langt væk fra den Danilo, som familie, venner og vigtigst af alt – Danilo selv – kendte og elskede.

Næste