Folketingets Ombudsmand

da_DKen_GBit_IT

Danilo – klage til ombudsmanden:

I februar 2015 fik familien Terrida endeligt svar fra Sundhedsstyrelsen – næsten et år efter de havde klaget til Ombudsmanden. Men svaret gjorde ikke Marianne og Denis trygge, snarere tværtimod. De havde håbet, at Sundhedsstyrelsen ville anerkende deres medansvar i Danilos død og indrømme deres fejl. Hvis det var sket, kunne Marianne og Denis begynde at tro på, at andre forældre ikke ville ende i samme tragiske situation som dem. Men så længe Sundhedsstyrelsen ikke kunne – eller ville – indse, at fejlbehandlingen af Danilo allerede begyndte med deres forkerte vejledning, frygtede familien, at flere forældre risikerede at miste deres børn. Den frygt sidder Marianne og Denis stadig tilbage med.

Kendte til risiko, men ændrede ikke vejledning
I Sundhedsstyrelsens svar kunne Marianne og Denis læse, at styrelsen ikke mente, at det er ”muligt at fastsætte et klart og entydigt tidspunkt for, hvornår der forelå tilstrækkelig viden, som pegede på, at den generelle udskrivningspraksis i den pågældende sammenhæng kunne indebære en ikke uvæsentlig risiko for patientsikkerheden.” Med andre ord afviste Sundhedsstyrelsen, at de på noget bestemt tidspunkt inden 2014 havde nok viden om risikoen for øget selvmordsadfærd til at ændre i vejledningen til lægerne. Men det svar forstod Marianne og Denis ikke. For det hang ikke sammen med, at der allerede i 2003 kom lykkepiller på det danske marked, hvor risikoen for øget selvmordsadfærd hos unge under 25 år var beskrevet. Det hang heller ikke sammen med, at europæiske EMA i 2005 og amerikanske FDA i 2007 udgav undersøgelser, der netop belyste risikoen. Og det hang slet ikke sammen med et svar, som Marianne og Denis fik fra Sundhedsstyrelsen selv, hvori de skrev, at det siden 2008 har været ”velkendt, at der er en øget risiko for, at en patient begår selvmord i tilfælde af depression, og at risikoen kan stige i den første tid efter påbegyndt behandling.” I samme svar beskrev Sundhedsstyrelsen endda, hvordan den havde sørget for, at indlægssedlerne i æskerne med lykkepiller blev udstyret med en advarsel om at give pillerne til unge under 25 år. Men hvorfor påstod selv samme styrelse så nu, at den på intet tidspunkt havde ”tilstrækkelig viden” til at ændre i sin vejledning? Og hvorfor ændrede styrelsen ikke sin vejledning dengang i 2008, da den tydeligvis var klar over risikoen? Kunne der i virkeligheden være tale om, at Sundhedsstyrelsen simpelthen glemte at ændre vejledningen og nu forsøgte at dække over den forglemmelse? Det var et par af de spørgsmål, der føg rundt i hovedet på Marianne og Denis, da de havde læst Sundhedsstyrelsen svar på klagen til Ombudsmanden.

Måske var det for omfattende at ændre i vejledningen, forsøgte Marianne og Denis at forklare det med. Men heller ikke den begrundelse gav mening for dem. For Sundhedsstyrelsen ændrede jo rent faktisk vejledningen i 2007 – men den øgede risiko for selvmordsadfærd blev kun nævnt for aldersgruppen under 18 år. Ikke for aldersgruppen 18-25 år, selvom Sundhedsstyrelsen altså allerede dengang kendte til faren. Et kendskab, som styrelsen i dag nægter at have haft.

Vejledning uden betydning
Marianne og Denis undrede sig over endnu en formulering i Sundhedsstyrelsens svar. De kunne nemlig læse, at styrelsens vejledninger er et udtryk for, hvordan den mener, læger skal handle, når de behandler patienter. Lægerne kan ikke dømmes alene, fordi de ikke overholder vejledningerne fra Sundhedsstyrelsen, men vejledningerne bliver ofte brugt til at vurdere, om en læge har udvist omhu og samvittighedsfuldhed i deres virke – og hvis de ikke har det, kan de dømmes. Derfor må vejledningerne være ret vigtige, mener både Marianne og Denis. Men et par linjer længere nede i svaret kunne de læse, at lægerne gerne må afvige fra vejledningerne, uden at det har konsekvenser. Vejledningen er kun vejledende, og derfor kan lægen bryde vejledningen, hvis bare han eller hun kan argumentere for det. Men hvad kan vejledningen så overhovedet bruges til? Det spørgsmål tumler Danilos forældre stadig med; For hvis vejledningen er så elastisk, at lægerne ikke behøver følge den, hvad er der så tilbage, når myndighederne skal vurdere en klage, om hvorvidt en alment praktiserende læge, der slet ikke arbejder med psykiatri, har udvist omhu og samvittighedsfuldhed?

Ny klage til Ombudsmanden
Brevet fra Sundhedsstyrelsen har ikke givet Marianne og Denis svar på deres spørgsmål. I stedet sidder de i dag tilbage med endnu flere spørgsmål og endnu mindre tiltro til det danske system. Derfor er de i gang med at formulere en ny klage til Ombudsmanden, der skal sætte fokus på, at dels burde Sundhedsstyrelsen indrømme, at de kunne og skulle have ændret i vejledningen omkring behandlingen af unge mellem 18 og 25 år med antidepressiv medicin langt før 2014. Og dels burde Sundhedsstyrelsen, når de stadig giver de praktiserende læger muligheden for selv at udskrive den farlige medicin uden nogle faglige tilsyn fra myndigheder, havde sørget for at klæde dem ordentligt på, så de som minimum er i stand til at diagnosticere og skelne mellem patienter med ondt i sindet og potentielt psykisk syge patienter. Familien Terrida er overbevist om, at størstedelen af de praktiserende læger rent faktisk ikke er professionelt kompetente til at undersøge, for ikke at tale om at medicinere, potentielt psykisk syge patienter, da de ikke er uddannet til det. Derfor er det ifølge Marianne og Denis uforsvarligt af Sundhedsstyrelsen at pålægge de praktiserende læger at tage sig af disse patienter. Efter familiens erfaringer burde de praktiserende læger, når de bliver kontaktet af potentielt psykisk syge patienter, henvise patienterne direkte videre til specialister for at forebygge alvorlige fejl og sikre dem den bedst mulige behandling med respekt for patientsikkerheden og Sundhedsstyrelsens egen vision om at levere den bedst mulige behandling.

næste