Lykkepillerne, der slog ihjel

da_DKen_GBit_IT

Danilo
Tirsdag den 25. oktober 2011 begynder ganske almindeligt for Danilo Terrida. Han står op og gør sig klar til endnu en dag på Søfartsskolen i Frederikshavn. Og så tager han en af de antidepressive piller, han har været på i 11 dage, og som skal hjælpe ham til at blive glad igen. Lidt senere ringer telefonen. Det er hans far, Denis, der ringer fra den anden ende af landet. Fra Gentofte. Han vil lige høre, hvordan Danilo har det. Danilo fortæller, at hans humør ikke rigtig har ændret sig, og det får Denis til at nævne den Oslo-tur, som Danilo og hans to år ældre bror, Daniele, skal på om fredagen. En tur, som Danilo glæder sig til.

Om aftenen, omkring klokken seks, taler Denis igen i telefon med Danilo. Danilo er på vej ned i den lokale Blockbuster for at aflevere et par film. Et helt almindeligt gøremål på en helt almindelig tirsdag. Derfor er Denis heller ikke bekymret, da han lægger røret på og sætter sig foran fjernsynet for at se Milan spille kamp. Imens sætter Danilo sig hen til sin computer. Han går i gang med at skrive sin sidste statusopdatering på Facebook nogensinde. Opdateringen får Danilos anden bror, David, til at ringe til sine forældre. Han spørger Denis og Marianne om de har set, hvad Danilo har skrevet. At han vil tage sit eget liv. Nej, nu er det nok, tænker Denis. Nu skal Danilo hjem. Denis er egentlig ikke bange, da han sætter sig ud i sin bil og kører mod Frederikshavn. Godt nok er Danilo trist, men han kan aldrig finde på at begå selvmord. Og nu får han jo også de piller, der skal hjælpe på humøret. Denis prøver at ringe til sin søn, men telefonen er slukket. Så sms’er han i stedet. Han skriver til Danilo hvor meget, han elsker ham. På italiensk – Denis’ modersmål. Imens når nålen på instrumentbrættet over de 200 kilometer i timen. Men det er lige meget. Denis er næsten nået frem til Lillebæltsbroen, da Marianne ringer: ”Denis, kør ind til siden.” I baggrunden kan han høre en af Danilos brødre græde. Marianne behøver ikke sige mere.

Det her er historien om Danilo Terrida, der hængte sig i en kran den 25. oktober 2011. Det er historien om en 20-årig mand, der fik lykkepiller uden hans læge undersøgte ham, uden han fik at vide, hvilke bivirkninger medicinen havde og uden lægen holdt øje med Danilo, selvom det var velkendt, i lægernes verden, at pillerne øgede risikoen for selvmord. 11 dage efter Danilo havde spist den første pille, kostede de ham livet. Det her er samtidig historien om den kamp, Danilos forældre har kæmpet, siden deres søn døde. En kamp for at stoppe den uforsvarlige brug af lykkepiller, og en kamp for at få lægerne og sundhedsmyndighederne til at erkende deres ansvar. Det er en kamp for at andre forældre ikke skal miste deres børn til medicinen.